Velkommen til Børnehuset under Regnbuen
Vi er en mindre daginstitution på Nørrebro med både vuggestue og børnehave. Vi har to vuggestuegrupper, en mellemgruppe og to børnehavegrupper. I alt har vi plads til 70 børn, og vi samarbejder på tværs af stuerne og kender hinanden på kryds og tværs af hele huset.
Vores hus ligger på Lundtoftegade, og her har vi rigtig gode rammer til at skabe en tryg og sjov hverdag for børnene. Indenfor er vores hus helt nyrenoveret, og udover de fem stuer har vi ekstra rum, som vi blandt andet bruger til kreaværksted. I kælderen har vi en stor sal, som vi bruger til motorik og leg, og udenfor har vi en stor naturlegeplads med bålplads.
Vores pædagogiske profiler
I Børnehuset under Regnbuen har vi to profiler, som vi lægger særlig vægt på i vores pædagogiske arbejde og alt det, vi laver med børnene:
- Natur, udeliv og science
- Kultur og litteratur
I hverdagen fletter profilerne sig ofte sammen, når vi for eksempel arbejder med årets mange traditioner og tænker naturen ind i dem. Vi tager både på ture ud for at udforske naturen og på ture til biblioteket og i teatret.
I vores øjne giver det børnene det bedste fra begge verdener og en bred vifte af oplevelser gennem deres vuggestue- og børnehavetid.
Hvert år laver vi et årshjul med nogle overordnede temaer, som hele huset arbejder med og tænker ind i de pædagogiske aktiviteter, vi laver hver dag. Hver gang vi igangsætter et nyt tema, sørger vi for at tænke begge profiler ind i temaet, så vi både besøger temaet gennem naturen, kulturen og litteraturen.
Vi har et samarbejde med Skolehaverne, hvor vi har forskellige forløb, hvor børnene bliver klogere på naturen og får fingrene i jorden. Og hvert forår er vi ude og finde haletudser, som vi tager med hjem og følger, indtil vi kan sætte dem ud i naturen som små frøer.
Fokus på leg
Udover vores arbejde med de to profiler, så har vi et særligt fokus på leg - både på børnenes og de voksnes legekompetencer.
Det er nemlig i legen, at børnene udvikler sig både personligt og socialt - de opbygger relationer til hinanden, lærer hvordan man er en god ven, lærer at sætte grænser og opdager, hvad det betyder at sige til og fra over for hinanden.
Derfor er legen så vigtig for børnenes udvikling, og det er vores opgave at lære børnene, hvordan man leger godt sammen.