Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Børnehuset under Regnbuen som arbejdsplads

Børnehuset under Regnbuen er en arbejdsplads, hvor nærvær og relationer betyder rigtig meget – både mellem os og børnene og mellem os som kollegaer. Vi er en lille institution, og det betyder, at vi kender hinanden godt i personalegruppen. 

Høj faglighed, inddragelse og ansvar er nøgleord i vores arbejdsfællesskab, hvor vi har fokus på at løse opgaverne sammen. Det betyder, at vi hjælper hinanden, når der er brug for det, og at vi bruger hinanden aktivt både i praksis, og når vi reflekterer sammen over vores praksis.

Vi synes selv, at vores to profiler med fokus på både natur, udeliv og science samt kultur og litteratur giver os det bedste fra begge verdener, når vi skal lave sjove og spændende forløb og aktiviteter for børnene. Vi bruger byen og dens mange muligheder meget - lige fra skolehaverne og de mange parker til teatrene og kulturhusene.

Tid til forberedelse, faglig fordybelse og refleksion

For os er det vigtigt, at der er tid til den faglige fordybelse og udvikling, som er nødvendig for, at vi hele tiden kan forbedre vores praksis.

En gang om ugen har vi afsat tid til forberedelse og andet arbejde, som man kan booke sig ind på, når man har behov for det.

Vi har stue- og udviklingsmøder hver anden uge og personalemøder hver måned, hvor vi sætter fokus på forskellige faglige emner og taler om pædagogisk udvikling.

Vores medarbejdere siger

Når medarbejderne i Børnehuset under Regnbuen bliver spurgt om, hvorfor de godt kan lide at arbejde her, svarer de blandt andet: 

"Vi har et godt arbejdsmiljø. Vi hjælper hinanden og bruger de kompetencer, vi har hver især."

"Vi er nysgerrige sammen med børnene."

"Vi er et hus i konstant udvikling."

"Børnehuset Under Regnbuen er en mindre institution, og dem er der ikke mange af. Det betyder noget for mig, for jeg lærer alle forældre at kende."

"Som kolleger anerkender vi hinanden, og der er plads til alle, selvom vi er forskellige."